Hvem er jeg? »
Christina Helen


Efter mange år i erhvervslivet med meget spændende jobs og et temmelig stort ansvar tog mit liv en vending for 12 år siden – mit første barn blev født!
Jeg er uddannet indenfor den tekniske branche og begyndte mit liv i erhvervs Danmark med at sejle jorden rundt i nogle år som radiotelegrafist.
Efter at være gået i land, tog jeg en teknisk uddannelse som elektroniktekniker og fik job 1 måned inden jeg havde eksamensbeviset i hånden. Jeg blev ansvarlig for servicen af ultralydsscannere i Vesteuropa og Danmark. Et spændende job med mange gode rejser rundt i Vesteuropa. Herefter fulgte nogle dejlige år som teknisk projektleder på Danmarks kraftværker. En spændende tid blandt mandfolk og høje spændinger. Der blev programmeret og planlagt – mange gange fra tidlig morgen til meget sen aften.
Så kom mælken på banen. En meget udviklende stilling, hvor et helt nyt område skulle opbygges. Hele verden skulle kunne hjælpes på få dage. Analysesystemer til fødevareindustrien var mediet.
Og så kom børnene…..

Og dermed kom antroposofien (visdom om mennesket).
Et helt nyt område med uanede muligheder åbnede sig. En verdensomspændende filosofi med åndsvidenskaben i centrum gjorde at det vrimlede med nye opgaver. Og jeg bliver aldrig færdig med at studere dette område, der er nemlig over 400 bøger…..
Og så kom uddannelserne…..
Jeg har valgt at være hjemme med mine 3 dejlige børn, samtidig har jeg taget nogle deltidsuddannelser såsom Merkonom i innovation, HF, Rudolf Steiner læreruddannelsen mv. Efter et turbo år med højniveau matematik, fysik og kemi, begynder jeg på universitet - miljøbiolog - og er optaget pr. 1. september 2009. Evig læring giver evig nysgerrighed og evig summende hjerne og hjerte.
Samtidig har jeg startet mit eget firma samt ydet en del frivillig indsats, som jeg gerne vil fortsætte med, da jeg tror man i en vis forstand skal skille arbejde og løn ad.
Naturen og dyrelivet betyder meget for vores familie, og vi bruger så meget tid som muligt sammen med dyr og i naturen - gerne den økologiske/biodynamiske natur.
Jeg planlægger at være aktiv i projekter omkring antroposofien, fx en fællesskabsdannelse, en overskole, et biodynamisk kulturcenter og tregrening i samfundet (fx adskillelse af kultur og retsliv med et frit skolevæsen, der har god kontakt til og støtte fra erhvervslivet).
Børnene gav impulsen til at blive en aktiv åndsforsker, og antroposofien har vundet mit hjerte.
Jeg bestræber mig på at leve op til en af naturens gudinders 3 aspekter:
Man skal være god ved sin familie, sine medmennesker, dyrene, jorden og sig selv.
Alle aktiviteter må have et helheds aspekt at arbejde ud fra, ellers falder projektet sammen eller når aldrig ud i handlingen.
Vi bliver nød til at bruge samt udvikle vores kreativitet. Det nytter ikke noget at bruge de samme systemer, som skabte problemerne. Tingene må vendes på hovedet og finde nye veje.
Og hvordan forvandler vi så? Her får handlekraften fuld udfoldelse. Der sættes vilje bag og tingene fuldføres. Situationen tages ind, forstås og kan dermed forvandles.
Der skal GLÆDE til, der skal FRYGTLØSHED til, der skal KÆRLIGHED til og der skal så sandelig FRED til at virke i denne æra med pligten – ikke retten – til at være med i samfundet og jordens udvikling.
Hovedets kolde hjernetænkning skal inderliggøres og befrugtes af hjertets varme. Handlingen må udspringe af tanken, som bliver forvandlet i hjertet og derefter virker ud i verden.”
|